Line Bech

I lørdags fyldte jeg 30, hvilket følges af både sorg og taknemmelighed. Taknemmelighed over livet og alle de mennesker, der er en del af det. Sorg over størstedelen af et årti tabt til sygdom. På nogle måder at finde sig selv sat uden for tid, fanget i smerter, limbo og usikkerhed. 70.000 timer i uafbrudt kraftigt invaliderende smerter.

Jeg føler mig på én gang som den 22-årige, der blev efterladt og frarøvet resten af tyverne og samtidig langt ældre end 30. Jeg køber baby wipes i et forsøg på at vaske min syge krop og shopper samtidig hjælpemidler på Seniorpleje. Måler tidens gang i den skiftende alder på mine hospitalsarmbånd. Jeg føler smertefuldt tabet af tid, liv og selv. Af hele mit hjerte savner jeg den, jeg kunne have været, hvis jeg ikke var blevet syg. Det er en konstant sorgspiral. Sorgen over, hvad der kunne have været, og hvad der aldrig bliver. Påmindelsen om alt, hvad sygdom har frataget mig og bliver ved med at stjæle fra mit liv. Markeringen af alt det liv, der ikke syntes fuldt ud levet. Jeg bliver ældre, mens årene på nogle måder føles som om, de ikke rigtig er sket. En smertefuld længsel efter atter at deltage i livet i alt dets rige helhed og ikke blot befinde sig i periferien, i skyggerne, i det hinsides og afskårede. Sorgen over smerterne såvel som det svigtende system. Knuste håb og drømme igen og igen og igen. At tillade sig selv at være håbløst håbefuld for atter at blive sønderknust af sundhedsvæsenet blot i sidste uge.

Samtidig er det naturligvis ikke kun tabte år. Det er også år allermest og vigtigst af alt med at elske og blive elsket. Jeg har ikke ord for alt det, jeg er så uendeligt beriget med i form af jer mennesker i mit liv. Det er yderligere et helt årti med uundværlige venner, familie og kæreste. Og endda med nye relationer. Med nærhed, omsorg, støtte, opbakning og kærlighed, jeg end ikke havde forestillet mig at kunne være så heldig at modtage og blive indhyllet i.

Jeg har lige nu en stue fyldt med blomster og hjerte fyldt med kærlighed og taknemmelighed.