Adelina Igrishta

Mit opslag handler ikke om at kritisere hverken pædagoger eller forældre. Og min klare holdning er, at hvis man som forældre og lille barn trives i at være adskilt 37 timer om ugen, så er alt jo godt – det her er ingen løftet pegefinger fra min side af.
Men jeg stiller mig kritisk over for den måde, vi i Danmark har gjort institutioner til en naturlig og uundgåelig norm – også for de mindste. Vi ved fra undersøgelser, at kun 9% af institutionerne i Danmark er vurderet som gode. Det er alt for lavt et niveau, når vi taler om børns trivsel og udvikling, samtidig med at vi fuldstændig ignorerer, hvad forskning fortæller om, hvad små børn rent faktisk har behov for.

Samtidig synes jeg, at det er uhyggeligt, at vi i takt med vores stigende materielle velstand også har en stigende mistrivsel - og det gælder både store og små. Der er noget fuldstændig skævt i vores prioriteringer, når vi accepterer, at børn bliver passet under vilkår, vi godt ved ikke er optimale.

Det her handler for mig (som sagt) ikke om kritik af den enkelte familie. For det handler ikke om individuelle valg – det handler om de kulturelle rammer vi har skabt for vores børn.

 Bare fordi at noget er ‘normaliseret’ betyder det ikke at det dermed ER normalt eller godt - for den sags skyld. 

PS: Ift. materiel overflod: Jeg arbejder selv bevidst med mit eget og er helt med på, at den del kan være så svær. Især i en kultur som vores hvor det er så ‘nemt’ at føle, at man skal ha’ nyt til enhver anledning, der er rabatkoder and so on.. Så på den måde, er jeg bestemt også et resultat af vores kultur.