Christinna Thisgaard

OM AT SKIFTE HAM – liv, død, liv processer.

Jeg elsker efterår. Det er som en velsignelse at modtage.

Jeg CRAVER naturen, egenomsorg, langsommelighed, bål, blæst og blade.

Jeg mærker også vinden ruske indeni mig og vil have et lag til at dø.

Jeg mærker trangen til hvile og restitution.

Jeg tænker ekstra over døden – både over, hvad jeg gerne vil lade dø indeni, men også med en årvågenhed på døden.

Bange for den, bange for at miste mine børn, bange for, at de skal miste mig for tidligt.

Bevidstheden omkring døden viser mig også, hvordan jeg VIL LEVE, og på den måde være forberedt på døden.

Jo ældre jeg bliver, jo mere fylder det.

Min fødsel med Birk gjorde, at endnu et lag indeni mig måtte dø.

Det paradoksale ved en fødsel er, at nyt liv kommer til, og samtidig er der noget i mig, som føles som død og derefter transformation.

Jeg er ikke den samme og har skiftet ham endnu engang.

Jeg mærker, hvilken retning mit liv skal have, og hvad der er vigtigt for mig.

I mit partnerskab har vi haft flere konflikter, efter baby B er kommet til (helt forventeligt og ikke farligt).

Vi har været i underskud, og når vi er i underskud, vil de fleste af os vende tilbage til de tidligere oplevelser, vi har haft, og reagere derfra.

Vi glemmer at se hinanden udefra og indefra.

Det er normalt, og det er fuldstændig okay.

Og når vi begge ved det, giver det en tryghed og et sammenhold, som også giver mulighed for de mange dybe samtaler, vi ender med at have. Derfra kan reparationer finde sted.

Når det lykkes, føles det så utroligt kraftfuldt!

Det føles lidt, som om vi kan hele noget sammen, som vores børn ikke skal bære med videre.

#reflection